Skattestyrelsen ændrer på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-639/22 - C-644/22, praksis for pensionsordninger, der er garanterede (foruddefinerede) uden at være fuldstændigt garanterede. Fx ordninger med rente- eller ydelsesgaranti og mulighed, men ikke garanti, for bonus.

I forbindelse med pensionsordninger med en garanti til pensionskunderne, der ikke er fuldstændig, skal der ved stillingtagen til, om pensionsinstituttet/-ordningen kan anses for en investeringsforening, ske en konkret aftaleretlig vurdering af, om størrelsen af pensionsrettighederne og -ydelserne hovedsageligt afhænger af resultatet af pensionsinstituttets investeringer.

Praksis om, at pensionsordninger med betingede garantier på visse betingelser efter en konkret vurdering kan anses for ugaranterede pensionsordninger, ophæves. 

Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt to skatteyderes ejendomsværdiskat korrekt var blevet forhøjet for indkomstårene 2018-2020.

Skatteyderne gjorde gældende, at skattemyndighederne uberettiget havde ansat nye ejendomsværdier ved beregningen af den ændrede ejendomsværdiskat. 

Det var ubestridt, at de relevante frister for ændring af skatteansættelse var iagttaget, herunder skatteforvaltningslovens § 20 (om agterskrivelse), § 26 (om ordinær ansættelse) og § 27 (om ekstraordinær ansættelse). Retten fandt således ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens forhøjelse af skatteydernes ejendomsværdiskat for indkomstårene 2018-2020, idet der var foretaget en korrekt opkrævning for de indkomstår, hvor det af fristmæssige årsager var muligt. 

Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke var noget i forløbet, der havde givet skatteyderne føje til at antage, at Skattemyndighederne havde ændret ejendomsvurderingen og dermed beskatningsgrundlaget, ligesom det, der er anført i Skattestyrelsens brev af 28. november 2021 til den ene af skatteyderne om begrundelsen for den ændrede skatteansættelse, heller ikke kunne føre til en anden bedømmelse. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af sælgeres indtægter tjent via en platform for kalenderåret 2024. Vejledningen gælder også for de enkeltmandsvirksomheder der har valgt frivilligt at lade sig registrere som indberettende platformsoperatører.

Vejledningen gælder for virksomheder, der stiller en digital platform til rådighed for brugere, og som gør det muligt at:

•          Sælge varer
•          Udleje uflyttelig ejendom 
•          Udleje enhver form for transportmiddel
•          Udføre personlige tjenester

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven (lovbekendtgørelse nr. 15 af 8. januar 2024 om skatteindberetning med senere ændringer). 
Indberetningen om sælgeres indtægter tjent via en platform følger reglerne i skatteindberetningslovens § 43 samt bekendtgørelse nr. 1253 af 6. september 2022, om platformoperatørers indberetningspligt vedrørende sælgere og udlejere.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til fradrag for indgående moms på 169.000 kr. vedrørende køb af en diamant. Selskabets aktivitet var at eje og forvalte kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder og placering af likvide midler og investering i andre værdipapirer. Landsskatteretten bemærkede, at en aktivitet med køb, besiddelse og salg af kapitalandele ikke udgjorde økonomisk virksomhed og ikke var omfattet af momslovens anvendelsesområde, da afkastet herfra fulgte af ejendomsretten til godet og ikke fra gennemførelse af afgiftspligtige transaktioner, jf. momslovens § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1. Selskabet havde ikke indkøbt eller solgt andre investeringsobjekter i registreringsperioden. Landsskatteretten fandt, at selskabets aktivitet med køb og salg af investeringsobjekter var passiv kapitalanbringelse og ikke udgjorde økonomisk virksomhed. Det var således med rette, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om fradrag for indgående moms på 169.000 kr., og Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at en almennyttig forening godkendt efter ligningslovens § 8 A ikke havde godtgjort, at udgifter til købsmoms var afholdt af foreningen i forbindelse med foreningens momsfri almenvelgørende aktiviteter, jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om momskompensation til velgørende foreninger mv. Landsskatteretten lagde vægt på, at de pågældende fakturaer var udstedt til og betalt af en anden juridisk person og stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at en ansat i et selskab skulle beskattes af fri bil i indkomståret 2020, idet betingelserne for at opnå skattefrihed ved indgåelse af en splitleasingaftale ikke ansås for at være opfyldt. Landsskatteretten fandt, at der ikke var truffet en afgørelse overfor selskabet, der kunne påklages efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, idet der ikke var skattemæssige konsekvenser for selskabet, ligesom Skattestyrelsen ikke havde pålagt selskabet af indberette værdien af fri bil til e-indkomst.

Et interessentskab skulle betale råstofafgift af indvundet sand og af importeret sand og sten til brug for etablering af kystbeskyttelse. Råstofferne blev indvundet og importeret af interessentskabet med henblik på at skulle anvendes til anlægsarbejder til opfyldelse af en kontrakt mod vederlag. Interessentskabet foretog derfor erhvervsmæssig indvinding og import af råstofferne. Interessentskabets indvinding og import af råstofferne var derfor afgiftspligtig i henhold til affalds- og råstofafgiftslovens § 1, stk. 1, henholdsvis § 2, stk. 1. Det forhold, at anlægsarbejderne havde et samfundsmæssigt formål kunne ikke føre til, at indvindingen og importen ikke var erhvervsmæssig. Det kunne heller ikke føre til et andet resultat, at anlæggene senere vil kunne nedlægges, og at råstofferne herefter vil kunne anvendes til andre formål. Råstofferne blev ikke anvendt til strandfodring, og indvindingen var derfor ikke fritaget for afgift efter affalds- og råstofafgiftslovens § 6, nr. 1. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar.

Sagen angik, at Motorstyrelsen havde opkrævet et selskab registreringsafgift for et køretøj under henvisning til, at mandskabsvognen var anvendt til privat kørsel. Seks af selskabets medarbejdere blev på vej fra Polen tilbage til Danmark stoppet i mandskabsvognen. På kontroltidspunktet befandt sig udelukkende private genstande i mandskabsvognens varerum i form af tasker, poser, kufferter, kasser med fødevarer og vandflasker. Selskabet oplyste, at mandskabsvognen havde været i Polen til reparation, og gjorde gældende, at der var tale om hjemtransport af mandskabsvognen efter reparation, ligesom selskabet bestred, at medarbejderne havde været på ferie i Polen. Landsskatteretten anførte, at anvendelsen af mandskabsvognen på kontroltidspunktet var afgørende, og det ikke havde afgørende betydning, hvordan mandskabsvognen var kommet til Polen. Retten lagde til grund, at medarbejderne var på vej hjem efter endt ferie i Polen, og retten fandt herefter, at kørsel til Danmark efter endt ferie i Polen, hvor der udelukkende befandt sig private genstande i mandskabsvognens varerum, var privat personbefordring, der ikke var foretaget i selskabets interesse, og dermed var i strid med betingelserne for afgiftsfrihed, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Mandskabsvognen havde dermed været anvendt på færdselslovens område i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse, og køretøjet skulle derfor i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, afgiftsberigtiges. Da selskabet også hæftede solidarisk for afgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, stadfæstede Landsskatteretten herefter Motorstyrelsens afgørelse.

Sagen angik et selskab, som havde fået nedsat godtgørelsen af elafgift, fordi selskabet havde brugt el til reversible varmepumper. Skattestyrelsen havde ikke ved nedsættelsen af elafgiftsgodtgørelsen taget højde for, at selskabet havde betalt afgift af gas til opvarmning. Landsskatteretten hjemviste afgørelsen, således at Skattestyrelsen kunne foretage en ny opgørelse af kvadratmeterafgiften, hvori der blev givet fradrag for dokumenterede udgifter til afgift af gas, som selskabet havde brugt til opvarmning, jf. dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 7, 2. pkt.

Sagen angik bl.a., om klageren skulle beskattes af et lån som aktionærlån efter ligningslovens § 16 E. Klageren havde optaget et lån på 2 mio. kr. fra et selskab (G1 ApS). Samme dag havde G1 ApS lånt 2 mio. kr. af klagerens indirekte helejede selskab (selskabet). Landsskatteretten konstaterede, at der var sammenhæng mellem beløbet og datoen på lånet fra selskabet til G1 ApS og på lånet fra G1 ApS til klageren, og der var ikke stillet betryggende sikkerhed for lånene. Selvom det ikke fremgik af aftalernes ordlyd, anså Landsskatteretten låneaftalerne for at være indbyrdes afhængige, særligt henset til at låneaftalerne udlignede hinanden i indkomståret 2016. Det var uden betydning, at låneaftalerne fremtrådte som to selvstændige aftaler. Selskabet havde således stillet midler til rådighed for klageren, og forholdet blev anset for at være et cirkulært lånearrangement, hvorfor ligningslovens § 16 E fandt anvendelse, jf. SKM2019.377.ØLR. Klageren var dermed skattepligtig af lånet på 2 mio. kr., jf. ligningslovens § 16 E, og beløbet skulle beskattes som udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. Landsskatteretten stadfæstede derfor denne del af den påklagede afgørelse.

Ved aftale af 25. marts 2025 er der mellem de kompetente myndigheder i Danmark og USA indgået aftale om, hvad der skal anses for omfattet af definitionen af en pensionskasse i artikel 10, stk. 3, litra c, og artikel 22, stk. 2, litra e, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DBO’en) med den virkning, at kildeskatten på udbytte til pensionskassen skal bortfalde.

Fortolkningen betyder, at danske pensionskasser ikke skal betale kildeskat af aktieudbytte i USA, når de investerer via en dansk kontoførende investeringsforening, der alene eller næsten udelukkende drives med henblik på at foretage investeringer til fordel for pensionskasser. Amerikanske pensionskasser med investeringer via tilsvarende underliggende investeringsenheder skal samtidig ikke betale kildeskat i Danmark.

Aftalen om fortolkningen anses som en præcisering af den eksisterende DBO. Aftalen får derfor virkning for udbytter udbetalt den 1. februar 2008 eller senere.

Aftalen medfører ikke ændringer for pensionskasser, der investerer direkte i danske eller amerikanske aktier.

Styresignalet indeholder vejledning om, hvornår og hvordan man kan tilbagesøge for meget indeholdt kildeskat. Der er både vejledning til pensionskasser eller -ordninger, hjemmehørende i USA, som har investeret i danske aktier via en investeringsenhed omfattet af aftalen og til pensionskasser mv. hjemmehørende i Danmark, som har investeret i amerikanske aktier via en kontoførende investeringsforening omfattet af aftalen.  

Ved aftale af 25. marts 2025 er der mellem de kompetente myndigheder i Danmark og USA indgået aftale om, hvad der skal anses for omfattet af definitionen af en pensionskasse i artikel 10, stk. 3, litra c, og artikel 22, stk. 2, litra e, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten (DBO’en) med den virkning, at kildeskatten på udbytte til pensionskassen skal bortfalde.

Fortolkningen betyder, at danske pensionskasser ikke skal betale kildeskat af aktieudbytte i USA, når de investerer via en dansk kontoførende investeringsforening, der alene eller næsten udelukkende drives med henblik på at foretage investeringer til fordel for pensionskasser. Amerikanske pensionskasser med investeringer via tilsvarende underliggende investeringsenheder skal samtidig ikke betale kildeskat i Danmark.

Aftalen om fortolkningen anses som en præcisering af den eksisterende DBO. Aftalen får derfor virkning for udbytter udbetalt den 1. februar 2008 eller senere.

Aftalen medfører ikke ændringer for pensionskasser, der investerer direkte i danske eller amerikanske aktier.